En Kongelig Reformator med Ib Melkersen

Tausen rejste til Køln, der dengang ligesom nu var en af katolicismens højborge. Her fik han snart afsky for skolastikernes mystik. På samme tid kom han i besiddelse af Luthers skrifter. Han læste dem med undren og fryd og ønskede brændende at nyde godt af reformatorens personlige belæring. Men for at gøre dette måtte han risikere at krænke sin klosterprior og gå glip af hans støtte. Hans beslutning var snart taget, og inden der var gået lang tid, var han indskrevet som student ved universitetet i Wittenberg.

Ved hjemkomsten til Danmark vendte han atter tilbage til sit kloster. Endnu mistænkte ingen ham for at være lutheraner. Han åbenbarede ikke sin hemmelighed, men forsøgte uden at vække sine kammeraters fordomme at føre dem til en renere tro og et helligere liv. Han åbnede Bibelen og forklarede dens sande betydning, og til sidst prædikede han Kristus for dem som synderes retfærdiggørelse og eneste håb om frelse. Stor var priorens harme, han, som havde gjort sig så store forhåbninger om at Tausen skulle være Roms forkæmper. Han blev straks flyttet fra sit eget kloster til et andet og spærret inde i sin celle under streng opsigt.

Til stor rædsel for hans nye foresatte erklærede flere af munkene sig snart for omvendt til protestantismen. Gennem sin celles gitter havde Tausen meddelt sine kammerater sin viden om sandheden. Hvis disse danske fædre havde været mere øvede i kirkens behandling af kætteri, så ville man aldrig mere have fået Tausens stemme at høre, men i stedet for at sende ham til en grav i et eller andet underjordisk fangehul udviste de ham fra klosteret. Nu var de magtesløse. En kongelig forordning, som lige var blevet udsendt, gav protestantismens lærere sin beskyttelse. Tausen begyndte at prædike. Kirkerne stod åbne for ham, og folk flokkedes for at lytte. Også andre prædikede Guds ord. Det nye Testamente i dansk oversættelse fik stor udbredelse. De anstrengelser, som katolikkeme gjorde sig for at kuldkaste værket, bevirkede, at det bredte sig endnu mere, og inden der var gået lang lid, tog Danmark officielt standpunkt ror reformationen.

Den store strid, side 182, kapitlet Sandheden sejrer
Nederlandene og Skandinavien.